For at byde på vores fysiske auktioner skal du have et bydernummer. Da vi skal have sikkerhed for buddene, vil vi registrere alle, der ønsker at byde. Dette gøres i indgangen på auktionsdagen - medbring gyldigt ID. For at afgive forhåndsbud skal du registrere dig online. Dette gøres via onlinekataloget på vores hjemmeside. Læs mere om forhåndsbud i afsnittet neden for.
Under auktionen styrer auktionarius budstrømmen. Det vil sige, at han fortæller, hvad det næste bud vil koste, og afgør, hvornår der skal være hammerslag. I det øjeblik hammeren falder, er varen solgt, og det er for sent at byde yderligere.
Alle bud er uden moms og købssalær, som vil blive pålagt din faktura efterfølgende. Vores salærer og gebyrer fremgår af stk. 5 i auktionsbetingelserne, som du finder i topmenueen. Ved specialauktioner kan der være særlige salærer, som vil fremgå tydeligt af auktionsbetingelserne for den pågældende auktion.
Bemærk venligst, at Campen Auktioner A/S ikke opbevarer købte varer, og at alle køb skal være afhentede i det tidsrum, hvor vi har udlevering. Campen Auktioner sørger ikke for at sende varer ud. Heller ikke varer, der er købt på forhåndsbud. Køber skal selv afhente eller sørge for en fragtmand. Udleveringsdagene for hver enkelt auktion er angivet i auktionskataloget og her på hjemmesiden.
Vedr. online forhåndsbud:
På de fleste af vores auktioner er det muligt at forhåndsbyde online. Inden du kan byde, skal du oprette en konto med dine kontaktoplysninger. Alle bud, der afgives online, er forhåndsbud, hvilket betyder at buddene tages med på den fysiske auktion. Her vil auktionarius byde på dine vegne mod de bydere, der sidder i salen. Det er altid byderen i salen, der vinder, hvis buddet er det samme som forhåndsbyderens bud.
Bemærk, at det bud du afgiver online fungerer som et maksimalbud: Skulle der f.eks. blive budt 2.500,- i salen og du har forhåndsbudt 3.000,-, vil auktionarius varetage dine interesser og sælge effekten til dig for 2.600,- eller 2.700,- (afhængigt af budstrømmen).
Vi kontakter kun forhåndsbydere, der har vundet deres bud. Hører du ikke fra os, betyder det at du ikke har vundet. Køber skal selv afhente eller sørge for en fragtmand. Udleveringsdagene for hver enkelt auktion er angivet i auktionskataloget og her på hjemmesiden.
Alle køb skal være betalte via bankoverførsel inden for 24 timer eller ved afhentning af købte effekter.
For yderligere informationer henvises der til auktionsbetingelserne.